Pleje & vedligeholdelse

Find information omkring pleje og vedligeholdelse af møbler fra Bernstorffsminde.

Træ er et naturmateriale, som påvirkes af skiftende luftfugtighed, direkte sollys og slitage.

Forlæng dit møbels levetid ved at følge disse råd og plejevejledninger:

Pleje af oliebehandlede massivtræsmøbler

Det er vigtigt, at bordets overfalde bliver mættet godt inden det tages I brug.

Bordet har fået flere grundbehandlinger på snedkeriet, men da hvert træ og hver træstav er et stykke natur, som har forskellig beskaffenhed og derfor tager imod olie forskelligt, bør et nyt bord have 2-3 oliebehandlinger om muligt, inden det tages i brug.

Herudover vedligeholdes med oliebehandling 4-6 gange om året det første år, og herefter min. 2 gange om året (gerne lige inden og efter vinterperioden).

Inden oliebehandlingen påbegyndes, kan møblet evt. slibes for at mindske patina som ruhed, ridser og pletter. Anvend sandpapir eller slibesvamp med en finhed 280-320 og slib let i åretegningens retning.

Efter slibning aftørres møblet med en fugtig klud. Overfladen skal være helt tør, inden oliebehandling påbegyndes.

Olien påføres med en tør klud i åretegningens retning. Hæld aldrig olien direkte på møblet. Husk også at give oliebehandling på undersiden for at undgå spændinger.

Lad olien trænge ind i overfladen i ca. 15 minutter, og tør den overskydende olie af med en tør klud. Oliekludene overhældes med vand, og kommes i en lufttæt pose, da der ellers er fare for selvantændelse.

Lad herefter møblet tørre i ca. 12 timer, inden det tages i brug. Efter tørring kan møblet evt. efterpoleres med en ren, tør klud. Det tager ca. 14 dage før olien er hærdet helt, så i denne periode bør der kun anvendes en tør klud til den daglige pleje.

Samme procedure gælder for møbler behandlet med hvidolie eller andre olier med farvepigment.

Det er vigtigt at huske, at en oliebehandling er en imprægnering og ikke en fuldt dækkende beskyttelse af møblet. Olien fungerer som en hinde, der fremhæver træets struktur og beskytter mod udtørring, snavs og fugt.

Til den daglige pleje anvendes en fugtig klud uden rengøringsmiddel eller sulfo.

Undgå at der kommer syreholdige produkter på dit træbord (f.eks. blomstervand og rødvin).

Pleje af sæbebehandlede massivtræsmøbler

Det er vigtigt, at bordets overfalde bliver mættet godt inden det tages I brug.

Bordet har fået flere grundbehandlinger på snedkeriet, men da hvert træ og hver træstav er et stykke natur, som har forskellig beskaffenhed og derfor tager imod sæbe forskelligt, bør et nyt bord have 2-3 sæbebehandlinger om muligt, inden det tages I brug og ellers medens bordet tages I brug. Brug gerne 2 skåle, en med sæbeblandingen og en med rent vand. Opvrid kluden i rent vand imellem sæbebehandlingerne. Vandt skal være lunkent.

Herudover vedligeholdes med sæbebehandling 1 gang om ugen de første 4-6 uger, og herefter ca. 6-8 gange om året.

Selve sæbebehandlingen tager ofte de små pletter.

Inden sæbebehandlingen påbegyndes, skal møblet slibes for at mindske patina som ruhed, ridser og pletter.

Anvend sandpapir eller slibesvamp med en finhed 280-320 og slib let i åretegningens retning.

Efter slibning aftørres møblet med en fugtig klud. Overfladen skal være helt tør, inden sæbebehandling påbegyndes.

Bland ½ dl sæbespåner med 1 liter kogende vand, og lad blandingen afkøle til den bliver lunken. Det er vigtigt at temperaturen overholdes, da garvesyren i egetræ ellers kan give en mørk overflade.

Sæbeblandingen påføres med en klud i åretegningens retning. Hæld aldrig sæben direkte på møblet. Husk også at give sæbebehandling på undersiden for at undgå spændinger.

Lad sæben trænge ind i overfladen i ca. 5 minutter, og tør den overskydende sæbe af med en tør klud.

Lad herefter møblet tørre i ca. 1 time. Da porerne pga. fugt kan rejse sig, og for at fjerne eventuelle påføringsstrøg, kan møblet efter tørring efterslibes let med sandpapir.

Det er vigtigt at huske, at en sæbebehandling er en imprægnering og ikke en fuldt dækkende beskyttelse af møblet. Sæben fungerer som en hinde, der giver en lys overflade og beskytter træet mod udtørring, snavs og fugt.

Til den daglige pleje anvendes en fugtig klud uden rengøringsmiddel eller sulfo.

Undgå at der kommer syreholdige produkter på dit træbord (f.eks. blomstervand og rødvin).

Pleje af papirgarn

Papirgarn kræver normalt ingen eller meget lidt vedligeholdelse. Hvis man ønsker at friske sædet op, kan man aftørre sædet med en hårdt opvredet blød klud med en neutral sæbeopløsning uden farve. Det anbefales dog ikke at gøre dette for ofte, da det kan slide unødvendigt på papirgarnet, som er behandlet med et tyndt lag voks.

Misfarvning af papirgarnet kan dog opstå ved spild af kraftige væsker – og kommer der en plet på papirgarnet, da anbefales det at fjerne så meget af væsken som muligt med en hårdt opvredet, blød klud. Pas på ikke at gnide væsken længere ind i papirgarnet, men dup i stedet forsigtigt på det udsatte område. Benyt aldrig opvaskemiddel på papirgarn.

Papirgarn er et naturligt, komfortabelt og modstandsdygtigt materiale, der er designet til at patinere smukt og naturligt over tiden. Det kan holde i mange år og kan erstattes eller repareres af en dygtig fletter, hvis det bliver nødvendigt.

Vær opmærksom på, at flettede stole kan vippe lidt ved levering. Papirgarnet på stolen er håndflettet og meget stramt, hvilket kan betyde, at stolene kan vride sig en smule. Dette vil dog rette sig efter kort tid, i takt med at stolen tages i brug.

Såvel papirgarn og træ er levende materiale, og vil kunne påvirkes af dagslys og luftfugtighed. Stole flettet med papirgarn vil derfor kunne forandre sig og knirke, når de udsættes for varme-, og fugtpåvirkning eller direkte sol.